Donkey Kong Bananza svinger ind på Nintendo Switch 2 med en energi, charme og rå styrke, vi ikke har set fra DK siden Rares guldalder. Udviklet af Nintendo EPD (3D Mario-teamet), sigter Bananza ikke bare mod at udfylde et Mario-størrelse platformhul, det knuser det med tønder af kreativitet, udtryksfuld animation og smukt kaotisk ødelæggelse.

En Smuk Bananza

Bananza demonstrerer tydeligt sin afstamning i det øjeblik, du svinger ind i det første niveau, der er fyldt med nostalgiske arkade-gitre. Fra Donkey Kong Country til Banjo-Kazooie er de tætpakkede og uhyggeligt farverige områder gennemsyret af personlighed. Selv de stærkt animerede Nintendo-figurer som DK, som er meget levende i spillet, er yndefulde og fulde af tunge bevægelser.

Og soundtracket, det er en øjeblikkelig klassiker. Du har en remixet "Stickerbush Symphony", et jazzet overworld-tema, og Pauline, der synger fængende transformationstunes, der føles som den åndelige efterfølger til “Jump Up, Super Star!”.

Ødelæggelse Med Platformperfektion

Kernen i Bananza ligger i dens unikt destruerbare 3D-verden. Det handler ikke kun om at hoppe og svinge, det handler om at rive gennem miljøer, løse fysikdrevne gåder og eksperimentere med dine Bananza-transformationer:

• Kong Bananza
• Zebra Bananza
• Ostrich Bananza

Hver er ikke kun sjov at styre, men kan sømløst skiftes midt i transformationen, hvilket tilbyder et niveau af kamp- og traversal-dybde, vi ikke har set siden Super Mario Odysseys capture-mekaniker. Den eneste ulempe: de kan være for kraftfulde. Bananergy (den guld-drevne transformationsmåler) er så rigelig, at nogle gåder kan føles trivialiseret, hvis du vælger rå kraft frem for hjernekraft. Men hey, det er en del af charmen.

Framerate Funk 

Det er ikke alt sammen glat svingning. Mens Bananza opretholder et gennemsnit på 60 FPS det meste af tiden, kan det dykke under topødelæggelsessekvenser eller begyndelsen af nye niveauer. Disse fald er ikke store, men de kan være betydelige for dem, der søger perfektion. De hakkelser, der opstår, er ganske tilgivelige i konteksten af den sprudlende glædelige kaos, der sker på skærmen.

Bananza Boss Kampe

De indledende boss-kampe er alt show, ingen substans. Æstetisk set er en stensquid inspireret af Splatoon slående, men de tidlige kampe kan afsluttes på mindre end 30 sekunder på grund af de absurd lette Bananza-former. Heldigvis er det ikke tilfældet i de senere stadier af spillet, hvor post-game bosser giver en reel udfordring.

Og mens Bananza ikke kræver højrisiko-platforming for at nå sine credits, tilbyder det masser af sideindhold og hemmelige udfordringer for completionists. Valgfrie udfordringsrum, skjulte Gems, og et post-game, der presser hver mekanik til det yderste, sikrer masser af saftigt indhold længe efter historien slutter.

Der er endda en overraskende stærk to-spiller tilstand. En spiller kontrollerer DK, mens den anden hjælper ved at lancere Paulines musikalske projektiler ved hjælp af bevægelseskontrollerede Joy-Cons, det føles perfekt til co-op sessioner.

Det er klart, at Nintendo EPD tog en betydelig chance med DK i spidsen for Switch 2's 3D-platforming lancering, og det betaler sig bestemt i tønder. Alt smadres: niveauerne er en æstetisk eksplosion, intense til en utænkelig ekstrem, og en uforglemmelig oplevelse i episk skala ødelæggelse, Bananza er en forbløffende forfining af udviklingen Donkey Kong Country og Super Mario Odyssey startede. Mens der er mærkbare ydeevneproblemer, er nogle af transformationsmekanikerne og forenklingen af komplekse udfordringer noget overdrevet, er det en absolut fornøjelse, at et spil så fyldt med kreativitet og charme kan have sådanne trivielle problemer.

Score: 9.5/10