Først skal vi forstå, hvad denne genre handler om. Det er en RPG med progression, ligesom de fleste standardtyper i denne genre: du stiger i niveau og forbedrer dine statistikker — styrke, smidighed, liv og så videre. Men en uundgåelig karakteristik her er sværhedsgraden, hvor en boss eller endda en almindelig mob kan dræbe dig med få slag.

Souls-likes er også oftest mørk fantasy med dysterhed og middelalderlig stil. Men der er undtagelser, såsom Black Myth: Wukong, der er baseret på kinesisk mytologi, og her er der ikke noget dark fantasy. En karakteristisk træk ved genren er klassikeren, uden hvilken det ikke fungerer: "sjæle" og "lejrbål". Disse er fastlagte elementer i genren — de kan have forskellige udseender, men alle kalder dem netop det, fordi man er vant til det.

Hvem er faderen til denne genre?

Kort fortalt, fordi alle ved det. Det er Hidetaka Miyazaki, som var spildesigner hos From Software. Det var her, den første souls-like ved navn Demon’s Souls opstod — en eksklusiv til PS3. Og efter den kom Dark Souls, Dark Souls 2 og Bloodborne.

Tidligere var souls-likes for mig noget, der var umuligt at gennemføre, og kun en meget lille målgruppe spillede dem. Men nu er det en af de mest elskede genrer, og målgruppen er bestemt ikke lille længere — markedet er fyldt med spil af denne type.

Hvornår begyndte populariteten?

Det hele startede med Dark Souls 3. Det var her, man kan sige, at udviklingen af nogle andre spil i genren begyndte: Mortal Shell, Lies of P, Lords of the Fallen. De begyndte alle at blive udviklet efter Dark Souls 3. Og det er ikke overraskende, da spillet skabte meget postyr, mere end den første Souls. Mange spillere mener, at den tredje del er den bedste, men andre siger, at den er mere casual end den første. Her afhænger det hele af smag.

Nogle kunne tro, at det var Elden Ring, der gav genren et skub, men nej, det gjorde Dark Souls 3. Elden Ring gav blot endnu mere opmærksomhed og popularitet. Udviklingen af spil begyndte alligevel mere med Dark Souls 3 — det er takket være det, at der nu er kommet flere souls-likes.

Elden Ring udkom, og kritikere gav det 10/10, hvor end man kiggede — det blev rost overalt. Det var en sensation. Folk sagde: "Det er Dark Souls 3 med en åben verden." Og faktisk var det måske den første souls med en fuldstændig åben verden, fordi tidligere havde de fleste spil i denne genre været semi-åbne. From Software udgav et sådant vidunder, og spillet solgte i over 30 millioner eksemplarer. Det er imponerende. Og selvfølgelig ønskede alle at gentage succesen.

Så begyndte spil som WUCHANG: Fallen Feathers, Phantom Blade Zero, som snart udkommer, The First Berserker: Khazan og andre at dukke op. Mange AA- og indie-spil er også udkommet i denne genre og vil fortsat udkomme — det er bestemt ikke slutningen. Men tidligere, når jeg så, at der kom en ny souls-like, var jeg spændt på at vente på spillet.

Nu er det ikke så imponerende som før. Jeg ville ønske, der var færre af dem, men at de var af højere kvalitet. Den samme WUCHANG solgte godt, men som spil er det ikke så godt, især ikke i starten.

From Software blev den sande fader til genren. De skabte mange souls-spil, der fastlagde de grundlæggende træk ved denne retning: høj sværhedsgrad, "sjæle"-systemet og de ikoniske "lejrbål". Det er netop disse elementer, der har skabt den unikke formel, der har gjort souls-likes genkendelige over hele verden og givet os en af de vigtigste genrer i den moderne spilindustri.

Souls-likes blev populære, fordi de tilbyder spillerne en unik oplevelse — en sværhedsgrad, der tvinger en til at lære af sine fejl, en mørk verden, der fanger med sin atmosfære, og følelsen af ægte sejr efter at have overvundet bosser.